Blueskoncert gav penge til Rampelys

SILKEBORG B’Sharp spillede 7000 kroner ind til kulturhuset Rampelys, da bluesforeningen lørdag livestreamede en koncert med det danske band Sidetrackers.

Koncerten fandt sted på Rampelys, og herfra kunne bluesfans følge med hjemmefra. Det var gratis at streame koncerten, men dog muligt at kvittere for musikken med en donation til en elevator til spillestedet. Og det indbragte 7000 kroner.

- Koncerten gik over al forventning, så det gør vi sikkert igen, siger formand for B’Sharp, Charlie Tambaur.