Narkopåvirket mand bortvist fra supermarked

SILKEBORG Politiet måtte i flere omgange tirsdag rykke ud på anmeldelser om en 31-årig mand, som gav en del uro i Rema 1000 på Arendalsvej i Silkeborg.

Klokken 14.59 kom første anmeldelse. En patrulje kørte til supermarkedet, hvor manden havde generet andre kunder og havde optrådt ret så støjende.

Han blev bortvist fra stedet. Men manden, der ifølge politiet var påvirket af narkotika, efterkom ikke beskeden. For godt en time senere var den gal igen, og politiet måtte igen bortvise manden.

Han blev i den forbindelse sigtet for at overtræde ordensbekendtgørelsen. Der gik kun 10 minutter, så gjorde den 31-årige mand sig igen uheldigt bemærket. For på vejen væk fra supermarkedet trængte han ind hos en fremmed 60-årig kvinde i hendes hus på Arendalsvej.

Manden gjorde ikke noget, men det var ikke en rar oplevelse. Politiet anholdt ham og tilbageholdte ham en time. Da han blev løsladt igen, havde han endnu en sigtelse på halsen - nemlig for husfredskrænkelser.