Så mange midtjyder har fået lønkompensation

Over 170.000 lønmodtagere er i øjeblikket sendt hjem på lønkompensationsordningen, hvor virksomheder kan få hjælp fra staten til at betale medarbejderes løn. De fordeler sig over hele landet

INDLAND Rigtig mange danskere er i øjeblikket sendt hjem fra arbejde på grund af corona og får i øjeblikket dækket en del af deres løn fra staten.

Nye tal fra Erhvervsstyrelsen viser nemlig, at over 170.000 danske lønmodtagere bliver kompenseret med statens hjælpepakke for lønkompensation. Det dækker over 176.000 job, hvilket skyldes, at nogle danskere har flere deltidsjob.

I Region Midtjylland er der 37.500 lønmodtagere på ordningen.

- Vi har sammen med Folketingets øvrige partier spændt et sikkerhedsnet ud under Danmark, dansk erhvervsliv og danske lønmodtagere allerede fra starten af corona-krisen. Det har været en nødvendig prioritet for os for at kunne holde hånden under økonomien. Og de nye tal, vi har lagt frem i dag, bekræfter mig i, at det var vigtigt, at vi handlede. Nu står vi over for næste skridt, hvor vi skal kickstarte økonomien, og det skal vi gøre klogt, så Danmark kommer bedst muligt ud på den anden side af krisen, siger finansminister Nicolai Wammen i en pressemeddelelse.

Med ordningen får virksomheder mulighed for at sende medarbejderen hjem med fuld løn med statens hjælp i stedet for at fyre medarbejderen.

- Jeg er glad for, at regeringens hjælpepakker er til gavn på tværs af hele landet, sådan så danskere både i by og land kan få den sikkerhed, der følger med. Den her ordning giver danskere, der ellers ville være blevet fyret på grund af corona-krisen, mulighed for at beholde deres job og fulde løn. Samtidig giver det virksomhederne mulighed for at beholde medarbejdere, så de hurtigt kan komme på benene igen, når der er gang i hjulene igen. Det er vigtigt ikke mindst i de dele af landet, hvor der er længere mellem arbejdspladserne, siger erhvervsminister Simon Kollerup.

Statens bidrag til lønnen er maksimalt 30.000 kr. per måned per medarbejder. Det gælder både funktionærer og ikke-funktionærer.

Den geografiske fordeling på kompenserede lønmodtagere:

•Region Hovedstaden: 58.400

•Region Sjælland: 20.200

•Region Syddanmark: 33.100

•Region Midtjylland: 37.500

•Region Nordjylland: 13.800