Syv mand på vippen i SIF: Spillere med udløb tilbydes forlængelse

Fodboldspillere med kontraktudløb tilbydes en måneds forlængelse, så de kan spille sæsonen færdig. Silkeborg IF har syv af slagsen

FODBOLD Alle spillere i Superligaen og 1. division med kontraktudløb 30. juni tilbydes en forlængelse af deres kontrakt med en måned, så de kan spille sæsonen færdig i deres nuværende klub.

Det er Spillerforeningen og Divisionsforeningens Arbejdsgiverforening blevet enige om, oplyser parterne i en pressemeddelelse.

Superligaen og 1. division er først færdige i slutningen af juli, og med den nye aftale sikres, at ingen klubber pludselig må sige farvel til flere spillere i deres trup før turneringens afslutning - hvis altså spillerne er med på den korte kontraktforlængelse.

- Vi glæder os over, at vi er nået til enighed om en aftale, hvor alle spillere tilbydes den kortvarige kontraktforlængelse indtil 31. juli og derfor får mulighed for at færdiggøre sæsonen. Aftalen sikrer, at vi ikke efterlader nogen spillere på perronen, siger Spillerforeningens administrative chef, Michael Sahl Hansen.

Direktøren i Divisionsforeningen, Claus Thomsen, glæder sig over, at »3F Superligaen og NordicBet Ligaen afsluttes med fuldstændig sportslig integritet«.

Der kan dog være tilfælde, hvor spillere med kontraktudløb 30. juni ikke nødvendigvis får forlænget kontrakten med deres nuværende klub.

- Der vil være enkelte særlige tilfælde, som vil blive håndteret enkeltvis i klubberne i samarbejde med Spillerforeningen og Divisionsforeningens Arbejdsgiverforening.

- Alt vedrørende disse særlige tilfælde er interne personaleforhold, som der ikke kommenteres på fra hverken Divisionsforeningens Arbejdsgiverforening eller Spillerforeningen, lyder det i pressemeddelelsen.

Der gives ikke eksempler på, hvornår der kan være tale om »særlige tilfælde«.

Det kunne dog omfatte Hobros Emmanuel Sabbi. Han har udtalt til bold.dk, at han står fast på at skifte til OB, når hans kontrakt udløber 30. juni, selv om sæsonen ikke måtte være færdig.

Han vil ikke være spilberettiget i sin nye klub før næste sæson.

Syv SIF-spillere med kontraktudløb
Følgende spillere har kontraktudløb med SIF efter denne sæson (med udløb 30. juni):

* Rafael Romo

* Frederik Møller

* Kees Luijckx

* Marc Rochester Sørensen

* Shkodran Maholli

* Filip Lesniak (på leje fra AaB)

* Junior Brumado (på leje fra FCM)

/ritzau/