Hjejle-direktør glæder sig vanvittigt meget til Lilholts støttekoncert

Søren Nielsen 

Torsdag aften sætter Lars Lilholt sig til rette for at spille en støttekoncert for Hjejleselskabet, der er i økonomiske problemer og truet af konkurs

SILKEBORG - Det er to nationale klenodier, som forener sig. Det er stærkt og smukt. Nærmest rørende.

Sådan siger direktør for Hjejle-selskabet, Thomas Klostergaard, der sammen med andre er i gang med at forberede støttekoncerten på torsdag, hvor musiker Lars Lilholt spiller en enkeltmandskoncert på Hjejlen uden publikum.

Koncerten streames nemlig digitalt fra klokken 20.00 på Hjejlens facebookside og fra streamingkanalen Twitch. Men allerede fra klokken 19.30 kan man se med.

- Vi vil gerne benytte muligheden for at fortælle lidt om Hjejlens historie. Så den første halve times tid går vi bagom for at fortælle mere om Hjejlen, siger Thomas Klostergaard.

Hjejlen er aktuelt i økonomiske problemer, fordi der ikke er kapital i selskabet til at stå imod coronakrisens konsekvenser, som indebærer, at bådene ikke må fyldes op med gæster for at begrænse smittespredning.

Derfor er der iværksat en støtteindsamling i samarbejde med Junior Champer Silkeborg, og indtil videre er der samlet 811.810 kroner ind gennem 448 forskellige donationer.

Som noget nyt er det nu muligt at donere via mobile pay, og under støttekoncerten torsdag aften vil man naturligvis også blive mindet om, at det muligt at støtte det hårdt trængte selskab.

- Vi har stadig ikke sikret selskabets fremtid, og der skal stadig arbejdes hårdt for at komme dertil. Men alle bidrag tæller, og lige nu er der også tegn på, at vi måske kan sejle med mindre grupper inden så længe. Vi holder nøje øje med retningslinjerne på området, siger Thomas Klostergaard.

Med til at arrangere den tekniske del af begivenheden er Claus Friis og Christoffer Josefsen, der står bag den lokale kulturforening Culture City, som har til formål at støtte kulturinstitutioner i og omkring Silkeborg.