Silkeborg-Voel takker nej til Europa Cup

Michael Helligsø 

- Enderne skal kunne nå sammen, lyder det fra direktør Mikael Bak

HåNDBOLD Med en femteplads i den indeværende sæson havde Silkeborg-Voel en mulighed for at tilbyde europæisk håndbold til publikum i Jysk Arena efter sommerpausen.

Klubben havde godt nok ikke udsigt til en fast plads, men Silkeborg-Voel havde spillet sig til muligheden for, at Dansk Håndbold Forbund kunne ansøge om en ekstra plads, som Danmark ofte ender med at få.

Men det bliver der ikke noget af for Silkeborg-Voels vedkommende.

Klubben meddeler onsdag, at den har valgt at takke nej til at repræsentere de danske farver i European Handball League i den kommende sæson. Det samme er tilfældet hos kollegaerne i København Håndbold.

Voel-direktør Mikael Bak fortæller, at den usikre situation omkring coronavirus og en række nye krav fra EHF har gjort det nødvendigt at træffe at melde afbud til europæisk håndbold.

- Som sportsmand synes jeg jo, at vi skal være med, og vi har også lavet et seriøst stykke arbejde for at se, hvordan vi ville kunne finansiere det, men den ansvarlige beslutning er at sige nej, da enderne skal kunne nå sammen, og det kan de ikke med de udgifter, deltagelsen medfører, samt de ekstra krav til rammerne, der er rejst fra EHF, siger Mikael Bak.

København Håndbolds ejer Kim Mikkelsen er også ked af beslutningen.

- Det er med blødende sportshjerte, at vi gør det, men som ansvarlig ledelse er vi nødt til at træffe den rigtige beslutning for København Håndbold.

- EHF har overtaget mange af de kommercielle rettigheder til turneringen, så vi kun råder over meget få eksponeringspladser til at skabe indtægt, og samtidig er der kommet krav til LED-bander bag mål, blåt gulv i gruppespillet, samt livestreamingsproduktioner med tre kameraer. Det hænger økonomisk slet ikke sammen, specielt ikke i disse Covid19-tider, siger han.

Opdateret klokken 16