Coronastafetten nåede til Silkeborg

Brian Moesgaard svømmede i går 2000 meter med Coronastaffeten i Almindsø til fordel for Scleroseforeningen

SILKEBORG Den landsdækkende »Coronastafetten«, som for to uger siden blev skudt i gang på Rådhuspladsen i København af Dennis Ritter og Morten Ankerdal, nåede i aftes til Silkeborg.

Det blev triatleten Brian Moesgaard fra SMT i Silkeborg, der fik æren af at svømme 2000 meter med depechen i Almindsø, mens Henriette Bagger gjorde ham selskab.

Coronastafetten er opstået som en følge af coronakrisen, og ideen til stafetten fik gymnasielærer Lise Rejnhold fra Odense, som har fået 100 danskere til at flytte stafetten under mottoet »Motion sammen, hver for sig«. Undervejs bliver der samlet ind til Scleroseforeningen.

Stafetten har foreløbig været i hænderne på blandt andre borgmestrene i Odense, Tønder og Esbjerg, ligesom også biskoppen i Ribe har løbet en runde omkring Ribe Domkirke med den. I Aarhus cykler den tidligere landsholdsspiller Martin Jørgensen med den.

Det var i øvrigt første gang, at stafetten i aftes var på en svømmetur.

Coronastafetten slutter på Grenen i Skagen den 1. juni, hvorefter den har tilbagelagt 1500 kilometer. holst