18-årig SIF-spiller kommer på kontrakt

Michael Helligsø 

Forsvarsspilleren Anders Sønderby har underskrevet en et-årig trainee-kontrakt

FODBOLD Silkeborg IF indlemmer et af klubbens forsvarstalenter i førsteholdstruppen.

Den 18-årige handelsskoleelev Anders Sønderby, der kom til SIF som U13-spiller fra samarbejdsklubben ØBG, har underskrevet en et-årig trainee-kontrakt og træner allerede torsdag formiddag sammen med superligatruppen.

- Jeg er selvfølgelig glad og også lidt overrasket over, at jeg har fået denne mulighed. Nu ser jeg både med spænding og forventning frem til at skulle træne med førsteholdet. Det glæder jeg mig til, siger Anders Sønderby, der i øjeblikket er i gang med at afslutte Silkeborg Fodbold College og sin tre-årige HHX-uddannelse.

- Når jeg har fået min eksamen, kan jeg fokusere 100 procent på at udvikle mig som fodboldspiller i det næste år. Man kan sige, at jeg har fået et år mere til udvikling og gøre mig fortjent til en »rigtig« kontrakt. Jeg ser det her som et vigtigt skridt på vejen mod det mål, der hedder kampe på SIFs bedste hold. Jeg glæder mig til at vise, hvad jeg kan, siger han.

Anders Sønderby har fået flere kampe på reserveholdet og var i februar med på førsteholdets træningslejr i Spanien. Han drømmer om at slå igennem på klubbens bedste mandskab.

- Al fokus er på SIF og på at gøre det godt. Jeg har en drøm om at bide mig fast i SIF og spille masser af førsteholdskampe. Så må tiden vise, om det kan føre endnu mere med sig, siger Anders Sønderby.

Sportschef Jesper Stüker glæder sig over den nye aftale

- Anders har med stor vedholdenhed fortsat sin udvikling som stopper og overbevist om, at han bør have muligheden for at tage de næste skridt ind i SIFs A-trup. Han gjorde et fint indtryk allerede på træningslejren i Spanien tilbage i januar, og fik i princippet afbrudt sit forløb hos A-truppen, da amatørspillere ikke har måttet træne med efter Covid-19 restriktionerne.

- Med indgåelsen af denne aftale indtil næste sommer får Anders de bedst mulige betingelser for at fortsætte sin udvikling. Anders har altid været målrettet, seriøs og en god repræsentant for ungdomseliteholdene, og det er fortjent, at han nu får denne mulighed, siger Jesper Stüker.