DBU bekræfter: Grønt lys til kampe og fodboldtræning

Mathias Hove Andersen 

Nye retningslinjer baner vejen for traditionel fodboldtræning og afvikling af kampe

FODBOLD Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Danske Gymnastik- & Idrætsforeninger (DGI) har mandag eftermiddag løftet sløret for nye retningslinjer til idrætsforeningerne, og det er rigtig god læsning for alle udøvere.

Danmarks nationalsport, fodbold, begrænses eksempelvis ikke længere af det tidligere forsamlingsforbud på 10 personer, som gjorde det umuligt at gennemføre traditionel træning og at spille kampe.

- De nye retningslinjer og forhøjelsen af forsamlingsforbuddet til 50 personer indebærer yderligere en række normaliseringer for idrætsforeningerne. Blandt andet kan der igen afvikles eksempelvis fodbold- og håndboldkampe, hvor der hidtil kun har været muligt at lave træningsøvelser. Desuden kan klubhuse, toiletter og omklædningsrum igen benyttes, skriver DIF og DGI i en fælles pressemeddelelse.

De nye retningslinjer er udarbejdet med baggrund i de retningslinjer, som kulturministeriet færdiggjorde natten til mandag. Retningslinjerne er med til at sikre, at aktiviteterne i idrætsforeningerne sker sundhedsmæssigt forsvarligt.

- Det her er en milepæl for foreningsidrætten og for den fysiske aktivitet i Danmark. Jeg vil gerne takke foreningerne for deres tålmodighed og disciplinerede adfærd. Nedlukningen har været brutal for idræts-Danmark - både mentalt, fysisk og økonomisk. Derfor glæder jeg mig enormt over, at der nu igen kommer liv i de indendørs idrætsarenaer i hele Danmark, siger DIF-direktør Morten Mølholm Hansen.

DGI’s formand, Charlotte Bach Thomassen, jubler også over den seneste udvikling.

- Det er fantastisk, at idrætsforeningerne igen kan sætte gang i indendørs idræt, og at det nu også bliver nemmere at dyrke idræt udendørs. Vi har alle savnet de aktive fællesskaber, og derfor bliver det rigtig godt at komme i gang igen. Men vi skal passe godt på hinanden, og man skal passe på sig selv, så hvis man er i en risikogruppe, så skal man blive hjemme, siger Charlotte Bach Thomassen.

De nye retningslinjer kan læses i sin helhed på DIFs hjemmeside via .

Sent fredag eftermiddag bekræftede DBU Jylland, at træning og kampe kan genoptages på traditionel vis. Umiddelbart efter gik unionens hjemmeside ned.