Officielt: Troels Bech skal redde Esbjerg
Esbjerg har ansat den tidligere SIF-træner for resten af sæsonen
FODBOLD Superligaklubben Esbjerg har valgt Troels Bech som cheftræneren, der skal sikre overlevelse i landets bedste fodboldrække.
Det bekræfter klubben onsdag formiddag i en pressemeddelelse på sin hjemmeside.
Den tidligere SIF-træner afløser dermed Lars Olsen, der tirsdag trak sig fra stillingen, fordi spillertruppen havde mistet tilliden til ham.
Den nye træner står i spidsen for vestjydernes træning onsdag formiddag. I første omgang har han fået kontrakt for resten af sæsonen.
53-årige Bech kender klubben indefra. Han var cheftræner for klubben fra 2006 til 2008 og stod i spidsen i 93 kampe, før han blev fyret.
- Det er dejligt at være tilbage i Esbjerg, som er en rigtig, dejlig fodboldby. EfB er en stor klub, som hører til i Superligaen, og det er nu mit og klubbens helt store fokus at give alt for, at vi også kan tilbyde fodbold på første række efter denne sæson.
- Det bliver ikke nemt, men jeg tror på, at vi i fællesskab kan klare det, siger Troels Bech til klubbens hjemmeside.
Trænerkarrieren har også budt på ophold i klubber som OB og Silkeborg.
Senere blev han også sportsdirektør i Brøndby. Han forlod stillingen ved udgangen af 2018. Siden har han blandt andet været på jordomrejse med familien og lavet en podcast om fodbold
/ritzau/