Sving penslen på fliserne: Gågade i farver

Mette Andersen 

De første fliser på Søndergade i Silkeborg er nu udsmykket, og midtbykunderne får i den kommende tid rig lejlighed til at svinge penslerne

SILKEBORG Gågadefliserne på Søndergade i Silkeborg begynder at få farve, men lige i denne weekend har malerarbejdet ligget stille, da de ansvarlige i gadeforeningen forventede masser af regn lørdag og derfor valgte at beholde malerspande og pensler i butikkerne.

- Det var vist en fejlbedømmelse, konstaterer Henrik Høj Thykjær fra gadeforeningen og tilføjer, at der heldigvis er mange lørdage i juni og juli til at få mesterværket færdigt.

Henrik Høj Thykjær, der er butikschef i Louis Nielsen på Søndergade, forventer, at der udover lørdage også kommer hverdage med mulighed for at udfolde sig kreativt og farverigt på fliserne på gågaden.

Med initiativet vil gadeforeningen hen over sommeren give midtbykunderne mulighed for at udsmykke over 1000 kvadratmeter gågade fra Torvet til Søndertorv, så der kommer masser af kulør på gaden.

Foreningen stiller maling og pensler til rådighed, og Silkeborg Kommune har sagt god for projektet.

De udsmykkede fliser vil få lov til at ligge og pynte på gågaden, indtil Silkeborg Kommune senere på året går i gang med at renovere Søndergade.