Fri på markedet: Tidligere SIF-keeper på klubjagt

FODBOLD 24-årige Nicolai Flø forlader Vendsyssel FF efter denne sæson.

Det oplyser den nordjyske 1. divisionsklub i en pressemeddelelse.

Det tidligere SIF-talent har spillet for Vendsyssel siden sommeren 2016, hvor han blev vraget i Silkeborg IF.

- Det er naturligvis vemodigt at skulle sige farvel til den klub og den dagligdag, jeg har haft gennem de sidste fire år. Det har været en lærerig periode med mange indtryk på og udenfor banen. Jeg har fået en masse erfaringer med på godt og ondt, siger Nicolai Flø til klubbens hjemmeside.

Nicolai Flø kom til SIF som U13-spiller og fik sin fodboldopvækst i klubben. Han har tidligere i disse spalter udtrykt ønske om på et tidspunkt at vende tilbage til SIF.