Officielt: Bjerringbro-Silkeborg henter René Toft

Mathias Hove Andersen 

- Det er en kæmpe gevinst for Bjerringbro-Silkeborg, siger cheftræner Peter Bredsdorff-Larsen om nyerhvervede René Toft Hansen

HÅNDBOLD Bjerringbro-Silkeborg råder allerede over Jesper Nøddesbo og Alexander Lynggaard, men dygtige stregspillere kan klubben ikke få nok af.

Onsdag bekræfter BSH, at klubben har indgået en treårig aftale med landsholdsspilleren René Toft Hansen, og det er primært med henblik på at styrke defensiven.

- De seneste mange sæsoner har Bjerringbro-Silkeborg været ligaens dygtigste til at score flest mål pr. angreb, og kan vi fortsætte med at levere angrebsspil på det niveau og samtidig gøre det vanskeligere for vores modstandere at score mål, så er vejen banet til en meget succesfuld sæson, forklarer cheftræner Peter Bredsdorff-Larsen.

Cheftræneren er overbevist om, at den rutinerede stregkæmpe hurtigt vil gribe dirigentstokken i BSH-forsvaret.

- I den forbindelse er det en kæmpe gevinst for Bjerringbro-Silkeborg, at det er lykkedes at få René Toft Hansen med på holdet. René repræsenterer en stribe af de kompetencer, som vil bidrage til, at holdet får defensiv succes, og derudover passer René som person perfekt ind i vores kultur og klub, vurderer Peter Bredsdorff-Larsen.

Tilgangen af René Toft Hansen fuldender således en transferstrategi med fokus på at styrke BSH-forsvaret.

- Sammen med holdet og andre nye dygtige holdkammerater som Alexander Lynggaard, William Bogojevic, Aksel Horgen og ikke mindst målmanden Johan Sjöstrand, er jeg sikker på, at BSH samlet set har forudsætningerne for at kunne levere forsvarsspil på et niveau, der matcher vores forventninger og forhåbninger om fortsat at spille med i toppen af håndboldligaen, siger Peter Bredsdorff-Larsen.