SIF lever stadig efter remis

Mathias Hove Andersen 

Silkeborg IF rakte ud efter sejren på Lyngby Stadion, men gæsterne måtte tage til takke med et enkelt point og rykker kun et lille skridt tættere på Sønderjyske

FODBOLD Silkeborg IF kunne være rykket ned i 1. division torsdag aften, men bundholdet spillede 0-0 på udebane mod Lyngby, og da OB sideløbende besejrede Sønderjyske med 2-0, kan cheftræner Kent Nielsens tropper fortsat nå at klare frisag i Superligaen.

Missionen er dog fortsat yderst vanskelig, da Sønderjyske har 10 point at give af til SIF inden de fire sidste runder i gruppespillet.

Hjemmeholdet kom aggressivt ud til opgøret og forsøgte at overrumple gæsterne. Det kastede en pæn mulighed af sig i det fjerde minut, hvor Gustav Marcussen forsøgte at krølle bolden ind i det lange hjørne, men Rafael Romo var vågen og viftede bolden ud til et hjørnespark.

SIF kom efterhånden bedre med og satte sig mere på spillet uden at blive dominerende. Det resulterede i enkelte skudforsøg uden for feltet, hvor Mads Kaalund og Vegard Moberg begge forsøgte sig, men testet blev Lyngby-keeper Thomas Mikkelsen reelt ikke.

Pausestillingen 0-0 var et naturligt udfald på den chancefattig affære, og da OB samtidig havde bragt sig foran 2-0 mod Sønderjyske, var der ingen duft af 1. division trods både sommer og sol.

Fra anden halvlegs start blev Sebastian Jørgensen sendt på banen i stedet for Vegard Moberg, og den unge kantspillet var tæt på at lægge op til en scoring i det 51. minut. Her fandt han Nicolai Vallys i en helt fri position i Lyngby-feltet, men kampens hidtil største chance blev misbrugt, da Nicolai Vallys kastede sig frem og prikkede bolden lige forbi den ene stolpe.

Umiddelbart efter var rollerne byttet rundt, da Nicolai Valys fandt Sebastian Jørgensen i feltet, men indskifterens flade afslutning gik et stykke forbi, og tæt under mål ærgrede Emil Holten sig over, at han ikke blev spillet fri til scoring.

Lyngby rørte på sig i det 55. minut, hvor Mathias Hebo Rasmussen trykkede af, men afslutning fra den tidligere SIF-spiller blev læst af Rafael Romo, der blev noteret for en fin redning.

Efter 65 minutter blev Rasmus Carstensen og Emil Holten erstattet af henholdsvis Svenn Crone og Alexander Lind. Sidstnævnte var tæt på at komme frem til en stor chance efter kort tid på banen, men en fiks lille pasning ind i feltet blev akkurat prikket vækket foran den 17-årige SIF-angriber.

Som et sidste, offensivt træk valgte Kent Nielsen at sende Jeppe Okkels ind 10 minutter før tid, hvor han afløste Nicolai Vallys. Kantspilleren fik en kæmpe chance umiddelbart efter, da Mads Kaalund og Sebastian Jørgensen splittede værternes defensiv, men afslutningen fra Jeppe Okkels blev blokeret på målstregen.

Kort efter måtte Rafael Romo i aktion et par gange, og et par halvfarlige Lyngby-tilbud blev afvist af SIF-keeperen.

En ganske velspillende Mads Kaalund blev taget ud fem minutter før tid, hvor Mark Brink kom ind, men det fik ikke betydning for opgøret, der sluttede 0-0.

I Odense forsvarede OB føringen på 2-0 over Sønderjyske frem til slutfløjtet, og SIF lever dermed stadig, inden sønderjyderne besøger Jysk Park søndag eftermiddag.