Favrskov topper – Silkeborg rykker frem

Peter A. Sørensen 

Favrskov er Danmarks mest populære erhvervskommune ifølge Dansk Byggeri. Silkeborg rykker frem i en jysk præget top

SILKEBORG Konklusionen ligger lige til højrebenet. De øst- og midtjyske kommuner er Danmarks mest erhvervsvenlige kommuner i Danmark, og især i Favrskov er der grund til smil. For Favrskov Kommune topper Dansk Byggeris rangliste over de mest erhvervsvenlige kommuner i Danmark. Silkeborg rykker også alvorligt frem i bussen på en 13.-plads, hvilket er 17 pladser bedre end året før. Favrskov var i 2019 nummer 20.

I analysen bliver kommunerne rangeret efter 22 forskellige parametre, der handler om alt fra åbningstiderne på genbrugspladsen til ventetiden på en byggetilladelse og størrelsen på skatter og afgifter.

Favrskov Kommune scorer mange point på at invitere det lokale erhvervsliv til orienteringsmøder om kommende udbud mindst en gang om året, og der investeres cirka 3.600 kroner om året per borger i nye veje og bygninger. Kommunen gør også en særlig indsats i forhold til at få flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse, så virksomhederne også i fremtiden kan få de medarbejdere, de har brug for. Sådan lyder det i begrundelsen fra Dansk Byggeri.

- Stort tillykke til Favrskov, det er velfortjent. Kommunen har i flere år arbejdet målrettet med at gøre kommunen til et godt sted at drive virksomhed, og vi har altid oplevet lydhørhed over for de ønsker, som det lokale erhvervsliv har haft. Det er første gang, at en kommune i Østjylland løber med titlen som danmarksmester i erhvervsvenlighed, og samtidig har vi fem lokale kommuner - blandt andet Silkeborg - i top-25. Det er virkelig godt gået, siger formand for Dansk Byggeri Østjylland Michael Ancher.

I Silkeborg Kommune har det i 2020 i gennemsnit taget 27 dage at behandle en byggesag. Det er en væsentlig reducering af sagsbehandlingstiden, som sker på trods af et rekordstort antal af byggesager og er en af de vigtigste årsager til, at Silkeborg går frem.

- Vi er en kommune med fart på udviklingen. At det er lykkedes at få sagsbehandlingstiden langt ned viser, at vi formår at levere en god og hurtig service til både borgere og virksomheder, selvom vi har travlt. Den sikrer vi blandt andet ved at indbyde til en forhåndsdialog om konkrete byggeprojekter, siger borgmester Steen Vindum.

I 2019 behandlede Silkeborg Kommune mere end 1.100 byggesager, hvilket – ikke mindst – skyldes, at Silkeborg Kommune er Danmarks 8. hurtigst voksende kommune. Kommunen voksede med 1,04 procent indbyggere i 2019. Til sammenligning voksede hele Danmark 0,29 % i 2019, viser den seneste opgørelse fra Danmarks statistik.

For tredje år i træk får Silkeborg en topplacering i kategorien offentliggørelse af udbud, der blandt andet undersøger i hvor høj grad kommunen sørger for at informere om og gå i dialog om nye udbud.

- Det er vigtigt for mig, at vi gør, hvad vi kan for at klæde virksomhederne godt på, når vi går ud med nye udbud. Derfor holder vi for eksempel åbne informationsmøder om kommende udbud, og det ved jeg, at mange håndværksvirksomheder er glade for, siger Steen Vindum.