Nye puljer: Fem lokale klubber tørner sammen

Mathias Hove Andersen 

Der venter en stribe lokalopgør i efteråret, hvor fem hold fra lokalområdet er havnet i samme serie 2-pulje

FODBOLD DBU Jylland har netop offentliggjort de nye seriepuljer for efterårssæsonen, og der er udsigt til flere interessante lokalopgør i serie 2.

Det gælder primært i pulje 16, hvor Lemming IF, FC Silkeborg, Mariehøj Kammeraterne, Silkeborg KFUM og Kjellerup IF alle er blevet placeret. Derudover udgøres puljen af Alhedens IF, Bording IF og Herning Fremad.

Det sidste Silkeborg-mandskab i serie 2-rækkerne, Silkeborg Boldklub, er havnet i pulje 18 sammen med Hammel GF og Galten FS. De øvrige mandskaber er Stjær Boldklub, tst, Fuglebakken, DGL 2000 og FAML fra Aarhus.

I serie 1 er Horn-Fårvang IF ene om at repræsentere lokalområdet, og oprykkerne er havnet i pulje syv sammen med Christiansbjerg IF, Dronningborg, Hornbæk SF, Kolind/Perstrup IF, Vivild IF, Vorup FB og VRI.

Første spillerunde i serierækkerne er indtil videre programsat søndag 9. august, men der vil løbende komme ændringer i programmet.

Længere oppe i systemet står det klart, at Kjellerup IF også skal spille i danmarksserien efter sommerpausen, og på lørdag bliver det afgjort, om KIF får selskab af Silkeborg KFUM, som kan spille sig op i 2. division, hvis holdet får point i den altafgørende udekamp mod Holstebro.

Midtjyllands Avis omtaler vanen tro alle lokale seriekampe til og med serie 2 med reaktioner fra trænerne i de lokale klubber.