SIF sov i slutfasen og snublede mod Sønderjyske

Mathias Hove Andersen 

Silkeborg IF måtte se sig slået med 1-0 af Sønderjyske efter en stor opdækningsfejl i slutfasen

FODBOLD Silkeborg IF skulle for første gang i sæsonen klare sig uden anfører Mads Emil Madsen, da det allerede nedrykkede bundhold mødte Sønderjyske på udebane lørdag aften. Den vikarierende anfører, Rafael Romo, blev dog passeret i det 83. minut, og SIFerne måtte derfor se sig slået med 1-0.

Mads Emil Madsen var savnet i indledningen, hvor SIF manglede den kreativitet og boldsikkerhed, som kaptajnen plejer at være garant for. Midtbanespilleren fra Gl. Rye står foran et skifte til udlandet og var derfor ikke med i truppen, hvorfor 22-årige Mark Brink i stedet fik chancen fra start.

De sønderjyske værter kom bedst ud til opgøret, men den helt store målchance lod vente på sig, og som første halvleg skred frem, begyndte gæsterne af røre mere på sig.

Det resulterede i en stor chance til Vegard Moberg, der blev spillet fri af Mads Kaalund i det 21. minut. Nordmanden forsøgte med en afslutning mod det lange hjørne, men bolden gik en meters penge forbi stolpen.

Få minutter senere var Sønderjyske tæt på at tage føringen, da bolden smuttede fra Rafael Romo, der ville blokere et fladt skud fra Emil Frederiksen, som sad lige på SIF-keeperen. Kuglen hoppede dog lige forbi SIF-målet, og den venezuelanske keeper slap med skrækken.

Efter en lille halv times spil fik SIF en ny mulighed efter et hjørnespark, hvor bolden endte ved Filip Lesniak. Fra en position på kanten af feltet forsøgte slovakken sig med højrebenet, og bolden blev rettet af, men i sidste øjeblik fik keeper Sebastian Mielitz vippet læderkuglen væk.

Anden halvleg var fattig på chancer, og for gæsternes vedkommende opstod højdepunktet efter en times spil, hvor Gustav Dahl gjorde comeback på venstre back efter mere end to års skadespause.

Men comebacket endte ikke lykkeligt. I det 83. minut tog SIF-defensiven en gevaldig blunder ved et hjørnespark, og bagerst i feltet kunne en helt umarkeret Christian »Greko« Jakobsen heade sønderjyderne på 1-0, hvilket også blev kampens resultat.

SIF var allerede rykket ned i 1. division inden kampen, og resultatet fik på den måde ikke afgørende betydning.