Forsøg på at sætte ild til Vestre Søbad

Knud Jakobsen og Benedikte Storgaard Clausen 

Tirsdag eftermiddag blev der forsøgt sat ild ved et omklædningsrum ved Vestre Søbad

SILKEBORG Tirsdag eftermiddag blev der forsøgt sat ild til Vestre Søbad. Ildpåsættelsen skete i et af omklædningsrummene omkring klokken 16, hvor ilden imidlertid ikke fik lov at udvikle sig.

Håndværkere på stedet opdagede branden og hjalp efterfølgende politiet på sporet af en gerningsmand. En 25-årig mand fra Kjellerup er nu sigtet for forsætlig brandstiftelse, men han nægter sig skyldig, oplyser politiet.

Tidligere på sommeren blev der øvet hærværk mod Østre Søbad, hvor der blev malet graffiti på den nyrenoverede bygning. Efterfølgende hyrede Silkeborg Kommune et privat vagtselskab, som i samspil med kommunens egne folk runderer hyppigt i området ved søbadene. Derfor sukker Johan Brødsgaard (R), formand for kultur-, idræt- og fritidsudvalget i Silkeborg Kommune, onsdag morgen.

- Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal sige. Det viser jo, at selvom vi sætter ind med tiltag, så finder man alligevel en mulighed for at gøre et eller andet. Og det kan da godt være, at vi er kommet dertil, hvor vi også har brug for, at der er videoovervågning udenfor, så man kan se, hvem der går ind og ud, siger Johan Brødsgaard.