Tre anholdte for voldsomt overfald i Sejs-Svejbæk

Søren Nielsen 

SEJS-SVEJBÆK Efter et angreb med både kniv og køller ved Ladepladsen i Sejs natten til søndag har politiet anholdt tre mistænkte fra Silkeborg-området.

Det oplyser politikommissær Bent Riber Nielsen fra politiet i Silkeborg mandag.

Sagen drejer sig om to mænd på 23 år 24 år fra Sejs der, efter voldsepisoden på Ladepladsen natten til søndag omkring klokken 01.50, måtte indlægges med både knivstik og brud i ansigtet.

De anholdte er i aldersgruppen 15 og 16 år, og de bliver fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Viborg tirsdag formiddag.

De to mænd var efter en lokal fest taget til Ladepladsen ved Sejs Snævringen for at bade.

Da mændene havde været i vandet, blev de opsøgt af en gruppe drenge på 15-16 år, som tildelte dem flere slag og spark, ligesom de to unge mænd blev stukket i henholdsvis låret og maveregionen med en kniv.

De tre anholdte er sigtet for grov vold.

- Det er en alvorlig sag, fordi der er anvendt våben. Der er tale om en sag, der kunne have kostet liv, siger Bent Riber Nielsen.

De tre anholdte nægter sig skyldige i sigtelsen.