Lauge brækker kindbenet i sæsonforberedelse

Landsholdsspilleren fra Bjerringbro kom til skade under træningen i Veszprém. Han undgår dog operation

HÅNDBOLD Den danske håndboldstjerne Rasmus Lauge har fået en uheldig optakt til den kommende sæson i sin ungarske klub, Veszprém.

Således har bagspilleren fra Bjerringbro brækket kindbenet under træningen mandag.

Det oplyser Veszprém på sin hjemmeside.

- Rasmus Lauge blev skadet under dagens træning. Den danske venstreback kolliderede med en holdkammerat og brækkede sit kindben. Det heldige i uheldet er, at vores spiller ikke behøver at gennemgå en operation, lyder det fra klubben.

Det er uvist, hvor længe den tidligere Bjerringbro-Silkeborg-spiller er ukampdygtig. Veszprém er i gang med forberedelserne til den nye sæson, der begynder i starten af september.

29-årige Lauge skiftede til ungarsk håndbold efter en årrække i Bundesligaen hos først THW Kiel og siden Flensburg-Handewitt. Fra denne sæson er han holdkammerat med Nikolaj Markussen, der er skiftet til klubben efter en årrække i BSH.

/ritzau/