Flere smittede: 24 er testet positive i Silkeborg

Silkeborg har nu tredjeflest smittede i Danmark pr. indbygger de seneste syv dage

SILKEBORG Siden i fredags er 24 testet positive for coronavirus i Silkeborg. Det betyder, at antallet af positive tests den seneste uge er nået op på 42.

Det var midt i sidste uge, at antallet af smittede i Silkeborg for alvor tog fart, da tallet i løbet af en enkelt dag steg med 14.

Det skal understreges, at det nye tal dækker over både lørdag og søndag, da der ikke offentliggøres tal i løbet af weekenden.

Silkeborg indtager nu en kedelig tredjeplads i Danmark over flest positive tests pr. indbygger i løbet af de seneste syv dage. Kun Aarhus og Ringsted har flere positive tests pr. indbygger.

Mange har benyttet sig af muligheden for at blive testet i løbet af weekenden. Siden i fredag er 1458 borgere i Silkeborg Kommune blevet testet. Normalt har tallet været på mellem 200-300 pr. dag. De mange ekstra testede skyldes det mobile testcenter på Kejlstrupvej, hvor 1152 i løbet af fredag, lørdag og søndag blev testet. Resten er blevet testet på centre i andre byer eller ved den mobile testbil, som holdt ved rådhuset i lørdags.

På landsplan ser tallene mere positive ud. Fra søndag til mandag - altså det seneste døgn - er der således registreret 76 nye smittetilfælde. Det er første gang i seks dage, at der er registreret under 100 smittetilfælde på én dag.

Samlet har 14.815 personer været smittet i Danmark, siden det første tilfælde blev registreret i slutningen af februar.

Ser man bort fra mandagens tal, har antallet af smittetilfælde generelt set været stigende de seneste uger.

Det hører med til historien, at der bliver testet langt flere i dag sammenlignet med starten af udbruddet i marts og april.

Antallet af indlagte på landets sygehuse faldet med to til 23 siden fredag morgen.

To af de indlagte er så syge, at de ligger på en intensivafdeling og har brug for en respirator til at trække vejret.