Coronaregler: Sådan er reglerne når du tager toget

SILKEBORG Når man rejser med tog igennem et område med krav om mundbind, så skal man påføre sig mundbind på den første station i området.

Det oplyser Transportministeriet i en pressemeddelelse.

I øjeblikket gælder kravet om mundbind i den kollektive trafik i kommunerne i Aarhus, Silkeborg, Favrskov, Skanderborg, Odder og Horsens.

Konkret betyder det, at når en rejsende for eksempel kører fra Herning til Aarhus, skal man være iført mundbind, inden toget når til Silkeborg, som er den første station på rejsen i påbudsområdet.

Omvendt skal togpassagerer, der rejser fra for eksempel Aarhus til Herning tage mundbind på i Aarhus, men kan så tage det af igen efter toget har forladt Silkeborg.

Et andet eksempel er en rejse fra Silkeborg til København. Her skal man have mundbind på, når man stiger på toget i Silkeborg. Men når toget har forladt Horsens, kan man tage mundbindet af igen.