Norsk coronafrygt ændrer planerne for BSH

HÅNDBOLD Bjerringbro-Silkeborg skulle have testet formen mod Elverum på søndag, men nordmændene har trukket sig fra træningskampen i Aalborg.

Det er den stigende coronasmitte i Danmark, som er den direkte årsag.

- Med baggrund i den seneste udvikling har Elverum valgt at melde afbud, siger BSH-direktør Jesper Schou.

I stedet skal Bjerringbro-Silkeborg møde naboerne fra Skanderborg Håndbold, der gæster Jysk Arena på fredag klokken 13.30.

Udskiftningen af modstanderen gør ikke den store forskel, lyder det fra BSH-lejren.

- Nej. Det gør det ikke. Det er to rigtig gode hold, og vi kan bruge kampen til at måle, hvor vi står, siger Jesper Schou.

Ligakvinderne fra Silkeborg-Voel tabte søndag en testkamp på udebane med 17-13 til Viborg HK efter to gange 20 minutter.

Voel-kvinderne spiller generalprøve onsdag klokken 14.30, hvor man får besøg af Vendsyssel fra 1. division.