Foto: Colourbox

Forårets covid-19 håndtering har kostet millioner for regionens hospitaler

Søren Nielsen 

Den samlede regning forventes dog at blive endnu højere

MIDTJYLLAND Den samlede regning for covid-19 tiltag i sundhedsvæsenet i perioden fra 1. marts til 31. maj ventes at lande på 260 mio. kr. for Region Midtjylland.

Det oplyser regionen efter onsdagens regionsrådsmøde.

- Foråret har været hårdt for vores ansatte, der fortjener stor ros for deres indsats. Hospitalernes økonomi var presset allerede inden covid-19 ramte. Derfor er jeg rigtig glad for, at regeringen i har lovet at dække vores merudgifter til covid-19, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).

Hospitalerne har konkret brugt 147 mio. kr. ekstra på covid-19 i foråret.

Men der kommer en ekstra regning oveni, fordi der er en pukkel af udsat aktivitet såsom operationer og andre behandlinger.

Til at indhente den pukkel er der afsat 113 mio. kroner i de kommende uger og måneder.

Dermed lander den samlede udgift på de 260 mio. kr.

I økonomiaftalen for 2021, der er indgået mellem regeringen og regionerne, er det aftalt at regionerne vil blive kompenseret for de opgjorte nettomerudgifter til håndtering af covid-19 i indeværende år.