Hotspot i Silkeborg ophæves

Søren Nielsen 

SILKEBORG Det øgede tilsyn, som Midt- og Vestjyllands Politi har ført med Østre Søbad i Silkeborg den seneste uge, har vist, at der ikke har været problemer med forsamlinger på stedet.

Derfor ophæves området som hotspot.

Det gode vejr i sidste uge og borgernes adfærd ved Østre Søbad i Silkeborg fik Midt- og Vestjyllands Politi til at indføre søbadet som hotspot torsdag den 13. august 2020.

Politiet har ført ekstra tilsyn med området siden og har kunnet konstatere, at der ikke har været problemer med forsamlinger på stedet.

- Indførelsen af hotspot ved Østre Søbad i Silkeborg havde den ønskede virkning. Det lader til, at det fik borgerne til at tænke sig om en ekstra gang, og der blev derfor heller ikke i denne omgang behov for at udstede et egentligt opholdsforbud, siger politiinspektør Claus Nørgaard.

Silkeborg Kommune har her til formiddag været ude og fjerne de skilte, der advarede om, at man færdedes på et område, der var udpeget som hotspot.

Midt- og Vestjyllands Politi vil løbende holde øje med situationen i politikredsen og indføre nye hotspot, hvis det bliver nødvendigt.