Mobilt testcenter forlænger i Silkeborg

Kenneth Husum 

SILKEBORG Det mobile corona-testcenter på Kejlstrupvej bliver i Silkeborg til næste uge.

Det skyldes de mange borgere, som ønsker at blive testet for coronavirus.

Derfor har Silkeborg Kommune aftalt med Region Midtjylland, at det mobile testcenter ved beboerhuset på Kejlstrupvej 51 også bliver i Silkeborg i næste uge. Åbningstiden er dagligt 9-16 til og med på lørdag. Søndag lukket. Testcentret åbner igen mandag til fredag i næste uge. På Kejlstrupvej møder man blot op uden at bestille tid.

Der bliver advaret om, at der kan opstå kø, da der kun er begrænset mandskab til at teste, fordi smittetallet er faldet, og andre teststeder i regionen nu prioriteres højere end Silkeborg.

Udover det mobile testcenter er det permanente testcenter ved Søholt åbnet. Her skal man bestille tid i forvejen på www.coronaprover.dk. Det er gratis at blive testet og svaret kan ses på sundhed.dk indenfor 72 timer.