SIF nedlagde AaB i Mattsson-comeback

Mathias Hove Andersen 

Magnus Mattsson gjorde comeback, da Silkeborg IF slog AaB i Aalborg

FODBOLD To træningskampe mod to superligahold og to sejre. Det er indtil videre status for Silkeborg IF i opstarten efter lørdagens træningskamp i Aalborg, hvor AaB tabte 1-2 på eget græs til Kent Nielsens mandskab.

SIF kom ellers skidt fra land og var på hælene i indledningen, men det ændrede sig i det 10. minut, hvor gæsterne slog til efter en glimrende omstilling.

Mark Brink viste overblik og fandt plads i højresiden, hvor fremadstormende Rasmus Carstensen tog bolden med sig. Backen servicerede Mads Kaalund centralt, og fra en position ved kanten af feltet sparkede SIF-spilleren flot bolden i nettet.

SIF var det farligste hold i resten af første halvleg, og selvom AaB kom frem til sporadiske chancer, var der ikke en finger at sætte på SIF-føringen.

Gæsterne kunne sågar også have fordoblet føringen, men pæne chancer til Emil Holten, Jeppe Okkels og Mads Kaalund kastede ikke yderligere af sig.

10 minutter inde i anden halvleg fik AaB udlignet ved indskiftede Tim Prica, men umiddelbart efter gjorde SIF det til 1-2, da Emil Holten var på pletten i AaB-feltet.

Gæsterne skabte efterfølgende flere store chancer - blandt andet ved Alexander Lind, Jeppe Okkels og Magnus Mattsson - men der blev ikke scoret yderligere.

Sidstnævnte gjorde comeback 20 minutter før tid og fik således spilletid for første gang i halvandet år.

Sejren var den anden i træk for SIF, der vandt ude over Sønderjyske i den førte test, som sluttede 1-3 i Haderslev.