Coronakrisen koster omsætning og bundlinje hos Grundfos

Søren Nielsen 

Pumpe- og industrigiganten med hovedsæde i Bjerringbro præsenterer markant fald i omsætning og bundlinje for første halvår i 2020

BJERRINGBRO Grundfos har torsdag fremlagt halvårsregnskab for årets første seks måneder.

Det viser et fald i omsætning og på bundlinjen.

I første halvdel af 2020 faldt omsætningen - der endte på 12,3 mia. kr. - med næsten én milliard kroner sammenlignet med samme periode sidste år.

Resultatet efter skat landede på 756 millioner kroner.

Til sammenligning lød resultatet for halvår sidste år på 1,49 milliarder kroner.

Topchef Mads Nipper siger i en kommentar til tallene, og den globale virksomhed er påvirket af coronasituationen over hele verden.

- Set i lyset af den globale krise er vi tilfredse med halvårsregnskabet. Vi, og de fleste af vores kunder, er påvirkede af covid-19. Vores førsteprioritet er vores medarbejderes og partneres sundhed og sikkerhed samt at sikre vores evne til at forsyne vores kunder, siger Mads Nipper og uddyber:

- Over hele verden har vores kollegaer gjort et fantastisk stykke arbejde under svære betingelser. Jeg er stolt af, at vi har været i stand til levere de vandløsninger, vores kunder har behov for. Både vores produktion og vores sælgere har gjort en kæmpe indsats. Jeg er særligt stolt af at se mange eksempler på hurtig og effektiv leverance af kritisk vigtigt udstyr til nødhospitaler og andre steder, hvor vores produkter har været afgørende, fortsætter Mads Nipper.

Grundfos-chefen vurderer, at der fortsat vil være usikkerhed i markedet i fremtiden. Dermed forudser han også et lavere helårsresultat.

- Covid-19 pandemien og de kriser, der følger, påvirker os, og det vil fortsætte. Vi er nødt til at være fokuserede og agile i alle områder af vores forretning og vi vil fortsat arbejde for at sikre, at vores forretning forbliver sund, siger Mads Nipper.