Finalestævne aflyst: BSH misser mulighed for trofæ

Mathias Hove Andersen og Ritzau 

Bjerringbro-Silkeborg får ikke chancen for at vinde det udskudte Final4. Nu er stævnet endegyldigt aflyst

HÅNDBOLD Final 4-turneringen i herrehåndbold er aflyst, oplyser Divisionsforeningen Håndbold, som er arrangør af stævnet.

Dermed bliver der ikke fundet en pokalvinder i sæsonen 2019/2020, som enten var gået til Bjerringbro-Silkeborg, GOG, Skanderborg Håndbold eller TTH Holstebro.

Arrangementet skulle oprindelig have været spillet i marts. Det blev på grund af coronanedlukning rykket til maj og efterfølgende til september, men nu er finalestævnet altså aflyst.

- Det sker på baggrund af de mange restriktioner og den store usikkerhed Covid-19 har medført, skriver Divisionsforeningen i en pressemeddelelse.

Divisionsforeningen Håndbolds direktør, Thomas Christensen, begræder aflysningen.

- Vi er utrolig ærgerlige over, at det ikke er muligt at afholde dette års Santander Final4. Det er i særdeleshed synd for de fire deltagende klubber og deres mange fans, men omstændighederne omkring Covid-19 og de for nuværende udstukne retningslinjer af regeringen gør det ikke muligt at holde den store håndboldfest, et Santander Final4 altid er.

- Vi beklager meget, at det er endt sådan i denne omgang, men vi håber - og vil arbejde hårdt for - at kunne vende tilbage stærkere end nogensinde til næste år, udtaler Thomas Christensen.

Divisionsforeningen oplyser, at billetkøbere kan vælge at beholde deres billet til næste års Final4 i Jyske Bank Boxen eller få den refunderet via Ticketmaster senest 1. oktober.