Storkamp i fare: BSH-modstander ramt af corona

Mathias Hove Andersen 

Coronaudbrud i Melsungen kan spænde ben for europæisk kvalifikationskamp i Jysk Arena

HÅNDBOLD Bjerringbro-Silkeborg står foran en af årets hidtil største kampe, men et tilfælde af coronasmitte i tyske Melsungen sætter nu spørgsmål ved, om søndagens kvalifikationskamp til European League kan gennemføres.

Den tyske bundesligaklub oplyser på sin hjemmeside, at der er tale om et medlem af staben, der har været tæt på Finn Lemke og Silvio Heinevetter, som derfor begge er blevet isoleret fra resten af truppen og sendt i karantæne de næste 14 dage.

Som følge af udviklingen er torsdagens træningskamp mod Hannover-Burgdorf aflyst, og Melsungen afventer nu besked fra det europæiske håndboldforbund (EHF) om muligheden for at gennemføre søndagens kvalifikationskamp i Jysk Arena.

Hvis kampen kan gennemføres, må tyskerne selvsagt se bort fra Finn Lemke og Silvio Heinevetter, hvilket klubben betegner som en svækkelse af holdet. Melsungen begræder den seneste udvikling og betegner optakten til den første af to kampe mod BSH som »alt anden end optimal«.

- Selv hvis hygiejneforanstaltningerne overholdes nøje, er der ingen absolut garanti for, at nogen vil blive skånet for virussen. I disse tider er du nødt til at regne med alle scenarier.

- I vores tilfælde reagerede vi meget hurtigt, og på baggrund af den nuværende videnstilstand antager vi derfor, at vi vil være i stand til at isolere det og dermed klare det bedst muligt, udtaler Melsungen-bestyrelsesmedlem Axel Geerken.

Midtjyllands Avis følger udviklingen i sagen.