47-årig forsøgte at standse spritbilist: Blev slæbt hen ad asfalten

Mette Andersen 

En mand fra Skanderborg handlede resolut, da han natten til søndag så en spritbilist på motorvejen, men var tæt på at komme til skade, da spritbilisten stak af

LÅSBY En resolut bilist fik natten til søndag stoppet en 21-årig spritbilist på Silkeborgmotorvejen, så den unge mand ikke kørte videre i sin brandert.

Den 21-årige mand, som er fra Stoholm, kørte klokken 02 på motorvejen mod Låsby, da en bilist bag ham fik mistanke om, at den forankørende var fuld.

I bilen bagved fik den 47-årige mand fra Skanderborg ringet til politiet, og mens han havde ordensmagten i røret, fulgte han efter den 21-årige, da han kørte op på motorvejsrastepladsen ved Låsby.

Vagtchef Simon Skelkjær fra Midt- og Vestjyllands Politi fortæller, at den 47-årige på rastepladsen gik hen og åbnede døren til den 21-åriges bil, sagde »stop« og forsøgte at række ind over den spirituspåvirkede mand bag rattet for at få fat i tændingsnøglen.

- Men den 21-årige begyndte at bakke, hvorved den 47-årige mand blev slæbt hen ad asfalten og fik nogle hudafskrabninger på benene, oplyser Simon Skelkjær.

Spiritusbilisten forsvandt herefter ad motorvejen, men blev kort efter anholdt af politiet og taget med på stationen, så han ikke kørte videre.

Han er nu sigtet for ikke bare spirituskørsel, men også efter straffeloven for at have forvoldt fare for andres liv og førlighed, da han kørte fra rastepladsen med den 47-årige mand slæbende efter bilen.