Stærk fight: BSH vandt første akt mod tyske gæster

Michael Helligsø 

Med en 31-27-sejr i Jysk Arena fik BSH et fornuftigt udgangspunkt før returkampen mod Melsungen

HåNDBOLD For anden gang på et halvt år lykkedes det for Bjerringbro-Silkeborg at besejre tyske Melsungen på hjemmebane.

Søndag aften vandt BSH den første kamp i den første kvalifikationsrunde til European League med 31-27, og dermed fik klubben et fornuftigt udgangspunkt før returkampen næste weekend i Kassel.

Opgøret var tæt stort set hele vejen, men i slutfasen trak hjemmeholdet fra og sikrede den vigtige sejr, der giver tro på videre avancement.

BSH fik også super start på kampen og bragte sig i front med både 6-2 og 9-5 efter fine detaljer i offensiven og gode redninger af den tidligere Melsungen-keeper Johan Sjöstrand

Anført af danske Lasse Mikkelsen fik udeholdet ædt sig tilbage i kampen, og efter 24 minutter var tyskerne ved stillingen 11-12 for første gang i front.

Resten af halvlegen blev en lige affære, og med sin sjette scoring sørgede Lasse Mikkelsen for, at pausestillingen var 16-16.

Fra anden halvlegs start var der straks dramatik, da Melsungen-profilen Julius Kühn fik direkte rødt kort for en hård tackling mod William Bogojevic.

Med 20 minutter igen var stillingen 21-21, hvorefter BSH fik etableret et lille hul på et par mål.

13 minutter før tid var det så værternes tur til at få en vigtig spiller diskvalificeret, da René Toft Hansen fik sin tredje udvisning, men det forhindrede ikke BSH i at slutte kampen godt af.

En velspillende debutant William Bogojevic bragte med 10 minutter tilbage BSH på 26-24, og det så for alvor lovende ud, da Mads K. Andersen kort efter gjorde det til 27-24.

Melsungen kom op på 28-27, men i de sidste minutter havde BSH den afgørende coolness, og en stærkt slutspurt sørgede for en sejr på 31-27.

Det kunne endda være blevet endnu bedre, hvis ikke Mads K. Andersen kort før tid havde brændt en fri kontrachance.

Kampens topscorer for BSH blev William Bogojevic med syv mål, mens Nikolaj Øris scorede seks gange.

Lasse Mikkelsen scorede hele 11 gange for Melsungen.