Elev smittet: 64 børn og 7 lærere sendt hjem fra skole

Mette Andersen 

Balleskolen ramt af corona. Også i Bakkehuset i Kjellerup tager kommunen nu særlige forholdsregler på grund af en smittet pårørende og har valgt at isolere alle 8 beboere

SILKEBORG En elev på Balleskolen i Silkeborg er konstateret smittet med corona, og det har fået skolen til at sende 64 børn og 7 medarbejdere hjem.

Det oplyser Silkeborg Kommune.

De 64 børn og 7 lærere vurderes at have været i tæt kontakt med det smittede barn. De er blevet bedt om at blive hjemme og må først vende tilbage til skolen, når der foreligger en negativ test for coronavirus eller de ikke har fået symptomer på smitte syv dage efter, de har været i nær kontakt med den smittede elev.

Forældre og skolens øvrige medarbejdere er informeret om hjemsendelsen.

Også i Bakkehuset i Kjellerup, der er et botilbud til borgere med særlige behov, er der taget særlige forholdsregler for at undgå smittespredning. 8 beboere på botilbuddet er i isolation. Det sker, efter kommunen har fået besked om, at en pårørende til en af beboerne er testet positiv for coronavirus.

- Da Bakkehuset er hjem for sårbare voksne, har Silkeborg Kommune ud fra et forsigtighedshensyn valgt at isolere alle husets 8 beboere, indtil den pågældende beboer er testet negativ for coronavirus. Beboere, pårørende og personale er informeret, oplyser Silkeborg Kommune.

Tirsdag var seks nye konstateret smittet med coronavirus i Silkeborg Kommune. Opgjort over de seneste syv dage er 21 nye smittede, hvilket var tre flere end mandag.

Målt pr. 100.000 indbyggere ligger Silkeborg Kommune på 22,4 nye smittetilfælde den seneste uge og er dermed igen over den bekymringsgrænse på 20, som sundhedsmyndighederne holder særligt øje med.