Offensiv opvisning: BSH bombede sig til sejr i premieren

Mathias Hove Andersen 

Bjerringbro-Silkeborg satte to point ind på kontoen efter en målrig premiere i Fredericia

HÅNDBOLD Bjerringbro-Silkeborg åbnede ligasæsonen med en udesejr onsdag aften, hvor Fredericia HK måtte se sig slået med 34-39 i fæstningsbyen.

Efter en jævnbyrdig åbning på opgøret fik hjemmeholdet slået et lille hul efter syv minutters spil, hvor Fredericia bragte sig foran med 5-3. Men så begyndte Johan Sjöstrand at røre på sig med et par fine redninger i BSH-målet, og i den anden ende af banen bragte gæsterne sig i front efter tre scoringer på stribe.

Fredericia bed dog stadig fra sig, og de få tilstedeværende tilskuere bar hjemmeholdet frem, selvom de gældende coronarestriktioner havde reduceret halkapaciteten fra 2700 til 500.

De passionerede Fredericia-fans brokkede sig højlydt over, at de rødblusede værter blev ramt af kampens tre første udvisninger, og BSH udnyttede overtallet til at bringe sig foran med tre mål.

Selvom den næste udvisning tilfaldt Klaus Thomsen, red gæsterne stormen af, og med seks minutter til pausen måtte Fredericia tage timeout ved stillingen 14-18. Det fik dog ingen synlig effekt, for BSH fortsatte med at spille angrebsspil på et meget højt niveau.

William Bogojevic, Nikolaj Øris og Aksel Horgen var blot nogle af de spillere, der viste imponerende træfsikkerhed. I første halvleg brændte gæsterne ganske få skud, hvilket var stærkt medvirkende til pausestillingen 17-22.

Efter pausen forsøgte hjemmeholdet at stække BSH ved at tage Sebastian Skube ud af spillet med en mandsopdækning, men gæsterne fortsatte ufortrødent i offensiven, og et kvarter før tid øgede Jacob Lassen til 25-31.

Med 10 minutter tilbage på uret fik Fredericia bragt BSH-forspringet ned på fire mål, men spændende blev det aldrig, og ingen kunne sætte en finger på slutresultatet 34-39.

Aksel Horgen blev topscorer for gæsterne med 10 scoringer, og i slutasen var der også spilletid til Sebastian Skøtt og Sasser Sonn, som dog ikke kom på tavlen.