Signaturspiller: Skov får ny rolle under Hjulmand

Robert Skov ønsker at indtage positionen som venstre back på landsholdet, hvor landstræneren ser en stjerne i ham

FODBOLD Pladsen som venstre back på landsholdet kan blive positionen, hvor Kasper Hjulmand sætter et markant aftryk efter overtagelsen af jobbet som landstræner efter Åge Hareide.

Robert Skov er udtaget til Nations League-kampene mod Belgien og England lørdag og tirsdag og virker selvskreven til pladsen, som han også har spillet for klubholdet Hoffenheim.

Sidste sommer forlod han FC København som topscorer med svimlende 29 superliga-mål fra positionen som højre kant på midtbanen.

Men i Tyskland er den tidligere SIF-profil siden omskolet til venstre back.

- Det er en udvikling, der er gået i en anden retning, end jeg havde regnet med. Jeg har fundet mine fødder et nyt sted og på en ny position. Jeg har lært en masse ting på kort tid.

- Men det er en super spændende udfordring, og jeg har det godt, er glad og trives der, hvor jeg er, siger Robert Skov.

En angrebslysten back
Francis Dickoh, fodboldekspert på DR og Mediano, regner med, at Skov går direkte ind som venstreback på Hjulmands hold, mens Joakim Mæhle på længere sigt kan blive stamspiller på den modsatte back.

Mæhle og Skov kan ifølge Dickoh blive Hjulmands signaturspillere. Som da Morten Olsen nærmest selv opfandt Dennis Rommedahl, og Åge Hareide fik Henrik Dalsgaard ind på den store scene som helt ukendt.

- Jeg tror afgjort, at Mæhle kan blive en signaturspiller for Hjulmand. Netop fordi det følger trenden på den internationale scene. Han er på tærsklen til at tage det helt store skridt.

- Det samme kan ske med Robert Skov, og så får du en helt anden stil. Det giver bare noget andet med en angrebslysten back, siger Dickoh.

Robert Skov har dage, hvor han drømmer sig tilbage som offensiv kantspiller, men han vil lige nu spille sig ind som back og mulig signaturspiller for Hjulmand.

- Det er op til mig selv at vise mig frem og gribe chancen, når jeg får den. Det er stadig nyt for mig, og jeg kommer helt sikkert til at lave en masse fejl. Men forhåbentlig laver jeg også nogle gode ting, siger Skov.

»Han har et kæmpe potentiale«
Landstræner Kasper Hjulmand kan godt forstå, hvis nogen synes, det er synd at bruge Skov som back, når Sejs-drengen kan score mange mål længere fremme.

- Ja, det kan jeg sagtens. Vi vil jo gerne have hans venstreben tæt på målet. Jeg understøtter den position, han har fået i sin klub.

- Det giver ingen mening at spille 30-40 kampe i sæsonen som venstre back eller wingback i klubben og så bruge ham som højre kant på landsholdet. Han har et kæmpe potentiale som venstre back, mener Hjulmand.

Landstræneren minder om, at Skov scorede mange af sine FCK-mål på standardsituationer som straffespark og frispark. Og som back kan man sagtens bevæge sig langt frem på banen i Hjulmands spillefilosofi.

- Som venstre back kan man også godt komme tæt på målet, og han har stadig standardsituationer. Han scorede så sent som i weekenden.

- Jeg vil gerne have hans venstreben tæt på målet. Nogle gange beslutter han sig bare for at score, og så hugger han den ind, forklarer Hjulmand, der samtidig fastslår, at han ser spændende muligheder for Skov som venstre back. /ritzau/