Coronastatus: Det går godt i Silkeborg

SILKEBORG I løbet af weekenden er kun tre blevet konstateret smittet med coronavirus i Silkeborg Kommune.

Det viser de seneste tal fra Statens Serum Institut (SSI).

Dermed fortsætter den positive udvikling. Set over de seneste syv dage har der været 14 positive test i Silkeborg. Det svarer til 14,9 pr. 100.000 indbygger. Det er det laveste tal siden Silkeborg blev ramt af et udbrud, der startede på Lupinvej og Resedavej for en måned siden.

900 fra Silkeborg Kommune er blevet testet i løbet af weekenden.

På landsplan går det derimod den forkerte vej. Der er nemlig registreret 230 nye tilfælde af smitte det seneste døgn. En er død. Antallet af nye smittetilfælde er det højeste på et døgn i mere end fire måneder.

Antallet af indlagte stiger med to til 29, mens antallet af indlagte på intensiv falder med én til tre, og antallet af personer i respirator falder med én til to.

De mange smittede betyder, at forsamlingsforbuddet sænkes til 50 personer i 18 kommuner. Åbningstider for barer og restauranter begrænses til klokken 24.

De 18 kommuner er primært omegnskommunerne til København og selve København. Desuden er også Odense omfattet af de nye regler.

De nye regler gælder altså ikke i Silkeborg.