Bilist påkørte unge – og stak cykeltræner med kniv

Søren Nielsen 

KJELLERUP En 26-årig mand er anholdt, efter at han stak en cykeltræner i maven med en kniv, kort efter at han havde kørt en cykelrytter ned på Vinderslevholmvej ved Kjellerup.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

Forinden var et ungt cykelhold på træningstur.

Det udviklede sig pludselig dramatisk, da en af rytterne blev kørt ned.

Anmeldelsen kom klokken 18.09.

- Af ukendte årsager rammer en bilist en af cykelrytterne bagfra, fortæller vagtchef Henrik Nielsen fra Midt- og Vestjyllands Politi til Ritzau.

Efter påkørslen standser både bilisten og cykelrytterne op.

- Det kommer til noget diskussion og tumult mellem cykelholdets træner og bilisten. Det ender med, at bilisten stikker træneren med en kniv, siger vagtchefen.

- Bilisten bliver anholdt, og træneren bliver bragt til skadestuen. Han er ikke i livsfare, siger Henrik Nielsen til Ritzau.

Cyklisten, der blev påkørt, slap fra uheldet med skrammer og havde ikke behov for at komme på skadestuen.

Den 26-årige bilist er sigtet for grov vold.

- Vi arbejder på at få overblik over, hvad der skete, og hvorfor han ramte cykelrytteren, siger vagtchefen tirsdag aften.

Politiets jurister skal senere afgøre, om bilisten skal fremstilles i grundlovsforhør med krav om fængsling.

Ifølge Midtjyllands Avis’ oplysninger, så var en gruppe unge ude for at cykle, da de pludselig blev påkørt af en bilist.

I stedet for at hjælpe, så vendte bilisten tilbage med en kniv i hånden. Han stak dernæst cykeltræneren.

Flere patruljer fra Midt- og Vestjyllands Politi kom stedet. Efter en kortere eftersøgning i området kunne politiet anholde den 26-årige mand.

Opdateres...