Officielt: SIF køber angriber i AaB

Mathias Hove Andersen 

Wessam Abou Ali har sat sin signatur på en aftale frem til udgangen af 2024

FODBOLD Silkeborg IF kan tirsdag aften præsentere en 21-årig forstærkning til offensiven i skikkelse af Wessam Abou Ali.

Skiftet fra AaB har været undervejs i et stykke tid, og nu har SIF skrevet kontrakt med Wessam Abou Ali, der er blevet købt fri af den aftale, han havde i den nordjyske superligaklub. Kontrakten løber frem til udgangen af 2024.

Wessam Abou Ali var i sidste sæson udlejet til 1. divisionsklubben Vendsyssel FF, hvor han viste gode afslutningsevner og scorede 11 mål i 22 kampe. Den udvikling skal han forsøge at bygge videre på i SIF.

- Wessam er en dygtig målscorer, og han har gode individuelle færdigheder. Han dækker os ind på nogle af de positioner, hvor vi har behov - på den forreste plads som angriber og som venstre kant.

- Han indgår i konkurrencen om de positioner på lige fod med de øvrige spillere, vi har i truppen, siger SIF-sportschef Jesper Stüker.

Wessam: Derfor valgte jeg SIF
SIFs nye angriber med de palæstinensiske rødder er født i Aalborg-forstaden Gug og har haft sin fodboldopvækst i nordjydernes talentsektor.

Han er som ungdomsspiller noteret for ni kampe på de danske ungdomslandshold. Wessam Abou Ali betegner sig selv som en kreativ spiller med god teknik og gode afslutningsevner. Samtidig har han en god højde.

- Det føles fantastisk (at skrive under med SIF, red). Det er dejligt endelig at kunne lykkes med at få transferen på plads. Jeg er glad for at være her og møde alle menneskerne i klubben. Og så glæder jeg mig til at træne med truppen, siger Wessam Abou Ali, der har været en ombejlet herre, efter at hans lejekontrakt i Vendsyssel FF udløb.

At det blev SIF, har han en god forklaring på.

- Jeg havde en god snak med Kent Nielsen, og jeg føler, at måden SIF spiller på, og de ambitioner klubben har, passer mig meget fint. Jeg tror, at jeg passer godt ind som spiller på det tekniske underlag.

- Nu har jeg set mine nye holdkammerater spille, og det ser godt ud, så forhåbentlig kan jeg komme ind og bidrage med en masse til truppen, siger den 21-årige angriber.

Højt niveau og potentiale
Silkeborg IFs sportschef fremhæver først og fremmest Wessam Abou Alis høje niveau som argument for at hente ham til klubben. Samtidig gør angriberens unge alder ham også interessant på grund af potentialet for yderligere udvikling.

- Det kan blive rigtig godt, fastslår Jesper Stüker.

Samme forhåbninger har den nye SIF-angriber.

- Jeg er glad for at få muligheden i Silkeborg, og forhåbentlig kan vi komme langt med den klub her og rykke op i Superligaen. Det er den klare målsætning for mig, slår Wessam Abou Ali fast.

Inden lejeperioden i Vendsyssel FF nåede Wessam Abou Ali at spille 32 kampe og score seks mål for AaB.

Wessam Abou Ali, der træner med sine nye holdkammerater første gang onsdag, bosætter sig i Silkeborg.