Voel smed sejren væk i anden halvleg

Kim Simmelsgaard 

Efter en føring på 10-12 ved pausen scorede Jakob Andreasens tropper sølle otte gange - trods mange oplagte chancer - i anden halvleg, og så endte kampen 20-20

HåNDBOLD Silkeborg-Voel-spillerne kan takke sig selv for, at det ikke blev til den tredje sejr på stribe, da holdet i aftes spillede 20-20 ude mod Aarhus United efter en føring på 10-12 ved pausen.

Holdet misbrugte chancer på stribe i anden halvleg, hvor spillerne slet ikke kunne passere indskiftede Nora Persson i United-kassen, hvor hun sørgede for, at gæsterne kun scorede otte gange i anden halvleg.

Og så er det altså svært at vinde en håndboldkamp, også selvom Silkeborg Voel forsvaret spillede en forrygende kamp foran en storspillende Stine Bonde i målet, hvor hun brillerede med den ene store redning efter den anden.

Angrebsmæssigt var Jane Schumacher uden sammenligning omdrejningspunktet hos Silkeborg Voel med flotte scoringer, gennembrud og gode afleveringer - klassekamp.

Men desværre ramte især ikke Julie Jensen dagen, og hun havde svært ved at styre skudarmen og for ofte forsøgte hun på egen hånd, uden at blive spillet op.

Ellers er der generelt at sige om angrebsspillet for ofte var for hektisk med for forcerede afslutninger, hvilket var med til at lukke hjemmeholdet ind i en kamp, som Silkeborg Voel havde alle muligheder for at vinde.

I den sidste ende måtte Silkeborg Voel endda prise sig lykkelig for det ene point i en vild afslutning, efter dommerparret uforståeligt og overraskende hurtigt dømte nøl fra Eira Aune under et gennembrud, hvilket gav hjemmeholdet et sidste skud i bøssen.

Heldigvar var der ikke mere krudt i hjemmeholdet, og så delte de to hold i porten i det målfattige opgør med to keepere i fokus.