Sigtet for knivstik på cykeltræner: 26-årig begår selvmord i arresten

Søren Nielsen 

KJELLERUP En 26-årig mand fra lokalområdet har begået selvmord i Viborg Arrest.

Den 26-årig mand var den bilist, som ramte en ung cykelrytter ved Kjellerup.

Det oplyser lokalpolitiet i Silkeborg til Midtjyllands Avis.

Ifølge politiet stak manden efterfølgende en kniv i en cykeltræner, der var med.

Ulykken skete, da en flok unge cyklister på en træningstur kørte gennem Vinderslev.

En af cyklisterne kørte lidt foran, og den 26-årige kørte i sin bil mellem den forreste cyklist og resten af flokken. Bilisten stødte sammen med den 18-årige cyklist, som væltede.

Bilisten stoppede op, og der opstod en voldsom diskussion med den træner, en 53-årig mand fra Silkeborg, der fulgte med cyklisterne.

Detaljerne i hændelsesforløbet ligger endnu ikke helt fast.

- Der opstår noget tumult og slagsmål mellem træneren og bilisten. I den forbindelse trækker bilisten en kniv og giver den anden mand et stik i maven, oplyste Michael Svendsen, der er politiassistent ved lokalpolitiet i Silkeborg onsdag morgen.

Efter episoden blev bilisten på stedet. Politiet kunne derfor anholde ham med en tilhørende sigtelse for grov vold.

Han overnattede i arresten i Viborg og skulle muligvis have været fremstillet i et grundlovsforhør onsdag.