Mads Nipper stopper i Grundfos

Rasmus Viuff 

Koncernchefen skal være administrerende direktør hos Ørsted

BJERRINGBRO Mads Nipper har sagt ja til at blive administrerende direktør i Ørsted og fratræder derfor sin stilling i Grundfos ved udgangen af 2020.

- Mads har været administrerende direktør i Grundfos siden 2014. Vi er kede af, at Mads forlader Grundfos, men vi glæder os over de meget flotte resultater, der er skabt med Mads som leder. Jeg havde gerne fortsat samarbejdet, udtaler Jens Moberg, formand for bestyrelsen i Grundfos og fortsætter:

- Grundfos er i god form, vi har en ambitiøs strategi, og vi har en stærk ledelse, som er fokuseret på at levere på såvel de kortsigtede målsætninger i en udfordret global økonomi og på de langsigtede strategiske målsætninger. Vi vil gerne takke Mads for indsatsen og samarbejdet og ønske Ørsted tillykke med deres nye administrerende direktør.

For Mads Nipper har det været en meget svær beslutning.

- Grundfos er enestående virksomhed. De sidste seks år har været en fantastisk rejse for mig. Jeg har nydt hvert sekund, og jeg er stolt af de ting, vi har nået sammen. Men Ørsted var en mulighed, jeg ikke kunne sige nej til, siger Mads Nipper og fortsætter:

- Grundfos har en stærk økonomi, en stærk kultur skabt af dedikerede medarbejdere og stærke værdier. Samlet set udgør det et meget solidt fundament for fremtiden og for at levere løsninger på verdens vand- og klimaproblemer.

Bestyrelsen har allerede igangsat søgningen efter Mads Nippers afløser – en proces som bestyrelsesformanden ser frem til:

- Bestyrelsen har løbende arbejdet med såkaldt succession-planning, og vi har derfor en solid platform for at finde en afløser for Mads. At være direktør i Grundfos er et af de mest spændende jobs i Danmark, og jeg glæder mig til at finde den person, som er den helt rigtige for Grundfos i dag. Vi vil give os tid til at køre en grundig proces, der af gode grunde foregår i fortrolighed.