Alvorlig ulykke: Mand i klemme under traktor

Adam Haff 

Brandvæsen, lægebil og helikopter tilkaldt til ulykke på mark

VINDERSLEV Et større opbud af redningskøretøjer blev fredag klokken 11.47 sendt til Vinderslev.

Det skete efter at en mand var fundet hårdt kvæstet på en mark ved Trekronervej. Manden var fastklemt under en traktor.

- Da vi ankom til stedet fik vi manden frigjort fra traktoren, siger Lasse Clemmensen, der er indsatsleder ved Brand og Redning i Silkeborg.

Foruden brandfolk, blev der også sendt ambulance, lægebil og redningshelikopter til ulykkesstedet.

Gennem længere tid modtog den tilskadekomne mand behandling på marken, inden transporten til sygehuset.

Lasse Clemmensen fortæller, at den væltede traktor lækkede benzin ud på marken. Det arbejdede brandmændene for at få væk.

Politiet oplyser, at Arbejdstilsynet er blevet underrettet om ulykken.

Henrik Nielsen, vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, oplyser, at ulykken skete i forbindelse med noget træfældning.

- Han blev klemt og kom alvorligt til skade, lyder det fra vagtchefen.