Foredrag om tarmflora

Silkeborg »God mavefornemmelse - lær at styre din tarmflora«. Det er overskriften på et foredrag, som Lotte Fynne, der er overlæge på Regionshospital Silkeborg, holder onsdag 23. september kl. 15 i AOF’s Senioruniversitetet.

Bakteriers beskedne størrelse gør, at de fleste mennesker nok tænker på dem som simple, encellede organismer. Men kigger man nærmere på disse mikroorganismers liv, åbner der sig en verden, hvor millioner af bakterier lever i organiserede samfund med arbejdsfordeling, konkurrence, krig, og alliancer. Lotte Fynne kommer også ind på afføring som tabu og at problemer med afføring og luft kan føre til væsentlig nedsat livskvalitet. Hun giver råd om, hvad man selv kan gøre, og hvornår man skal søge hjælp. Foredraget holdes i Jysk Musikteater på Papirfabrikken.