Forløsning: SIF sikrede sæsonens første sejr

Michael Helligsø 

Emil Holten og Sebastian Jørgensen scorede målene mod Skive foran blot 1331 tilskuere

FODBOLD Efter den store skuffelse mod Helsingør i premieren revancherede Silkeborg IF sig onsdag aften ved første mulige lejlighed.

På hjemmebane vandt SIF med 2-0 over Skive i en kamp, der blot samlede 1331 tilskuere på Jysk Park.

Nogen sprudlende kamp blev det aldrig fra hjemmeholdets side, men scoringer efter pausen fra Emil Holten og indskiftede Sebastian Jørgensen var nok til at sikre sæsonens første tre point.

Det var også Emil Holten, der i første halvleg havde den med afstand største SIF-chance, da han sendte en friløber forbi mål med ydersiden.

Derudover havde nytilkomne Wessam Abou Ali et par udmærkede chancer i en fornuftig første halvleg, hvor SIF ikke kunne få hul på bylden mod et godt organiseret udehold.

Kort efter pausen kom Emil Holten til endnu en chance, men han skød lige på keeperen fra en spids vinkel.

Det blev dog alle gode gange tre for den lange angriber.

I det 63. minut blev han spillet fri af Magnus Mattsson, og med venstrebenet sparkede Emil Holten flot bolden i nettet.

Forløsningen var til at få øje på hos SIF-spillerne, der efterfølgende trak sig tilbage, men helt farlige blev gæsterne aldrig.

Seks minutter før tid blev kampen så i stedet afgjort.

Indskifteren Sebastian Jørgensen stod pludselig fri og sparkede hårdt og fladt bolden i nettet til 2-0.

Samme Sebastian Jørgensen var kort efter tæt på score igen, men mere blev det ikke til på Jysk Park, hvor SIF allerede spiller igen lørdag.

Her kommer en anden superliganedrykker, Esbjerg, på besøg.