Grundfos fyrer 600

Rasmus Viuff og Morten Hallstrøm 

Grundfos forenkler organisationen. Det betyder et farvel til 600 ansatte på verdensplan

BJERRINGBRO Grundfos melder ud, at man afskediger omkring 600 medarbejdere på globalt plan.

Det sker i forbindelse med, at man går i gang med en global forandring, der skal styrke virksomhedens position som et af verdens førende selskaber inden for pumpeløsninger og vandteknologi.

Virksomheden fortæller, at en forenklet struktur og betydelige investeringer i innovation og digitale kompetencer vil gøre det muligt for Grundfos at komme endnu tættere på sine kunder og levere mere attraktive løsninger.

- Det er ikke en spareøvelse, siger Jens Moberg, der er formand for Grundfos Holding-bestyrelsen.

- Vi gennemfører en forenkling af vores ledelsestruktur, der gør, at vi kommer endnu tættere på vores kunder, så det betyder, at vi sparer 600 funktioner væk i ledelseslaget. Primært inden for salg og marketing og administration.

Grundfos har omkring 4500 ansatte i Danmark. Cirka to tredjedele af dem arbejder i produktionen. Pumpekoncernen oplyser, at produktionen kun i meget lille omfang vil blive påvirket af fyringsrunden.

Jens Moberg kan ikke sige, hvad fyringerne konkret betyder for Grundfos i Bjerringbro. Der er først en række forhandlinger med medarbejderne, der skal falde på plads.

- Vores succesfulde implementering af vores 2020 strategi og de stærke økonomiske resultater i de sidste seks år giver os platformen for implementering af vores ambitiøse 2025-strategi, herunder en ny og kundeorienteret struktur samt yderligere investeringer i innovation og digitale kompetence. Dermed står vi endnu stærkere, når vi kommer igennem den covid-19-afledte økonomiske krise, siger Jens Moberg.

- Det er svært at se gode kollegaer forlade os. Jeg vil gerne takke alle for deres hårde og loyale arbejde. Vi vil i overensstemmelse med vores værdier sikre, at alle berørte medarbejdere støttes i denne proces, siger han.

Grundfos’ pumper bliver brugt over alt i industrien samt i erhvervs- og boligejendomme.

Det kan for eksempel være til varme og aircondition, vandforsyning og rensning af spildevand.

Grundfos har som mange andre virksomheder været økonomisk ramt af coronakrisen. Men det er ikke årsagen til, at 600 nu står til at miste jobbet.

For en måned siden fremlagde koncernen et regnskab for første halvår. Det viste, at omsætningen er faldet knap en milliard kroner til 12,3 milliarder. Overskuddet dykkede 28 procent til 756 millioner kroner.

Grundfos er i øjeblikket på jagt efter en ny administrerende direktør. Den nuværende, Mads Nipper, skifter fra 2021 til en lignende stilling hos energiselskabet Ørsted.

Koncernen er ejet af Poul Due Jensens Fond, som ejer 87,6 procent af aktierne. Poul Due Jensen grundlagde Grundfos i 1945.

Resten af Grundfos ejes af efterkommerne til Poul Due Jensen. En gruppe ansatte i pumpevirksomheden ejer også en mindre del.

Grundfos har cirka 19.000 ansatte verden over.