ATV-tyve taget på fersk gerning ved Gjern

GJERN Takket være et vidne, der ringede til ordensmagten, kunne politiet torsdag klokken 00.58 tage tre tyve på fersk gerning. Det skete, mens de var i færd med at stjæle ATV-køretøjer fra en landejendom ved Gjern.

Tyvene havde fået læsset to ATV-køretøjer ind i en sort Opel og var i færd med at bugsere yderligere to motorcykler ind i varevognen, da politiet ankom.

Der er tale om en 38-årig mand fra Haderslev, en 28-årig mand som ikke har fast bopæl, og en 38-årig mand fra Gerlev.

Mændene blev anholdt og senere fredag fremstillet i grundlovsforhør. De er sigtet for indbrud og tyveri af motorcykler.

Den 38-årige mand fra Gerlev er også sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer, da han havde en mindre mængde hash på sig.