Uskarpe SIF tabte i Fredericia

af Michael Helligsø 

Trods flere store chancer måtte Silkeborg IF for anden gang i sæsonen se sig besejret på udebane

FODBOLD Silkeborg IF kan åbenbart bedst på hjemmebane i denne sæson.

Søndag tabte klubben den anden udekamp af to mulige, da FC Fredericia vandt 1-0 over SIF på et mål i første halvlegs overtid af Anders Holvad.

Et skuffende resultat for udeholdet, der ellers kom frem til nok chancer til at få mindst ét point med hjem fra fæstningsbyen.

Men trods flere nærgående forsøg måtte SIF for første gang i sæsonen gå fra banen uden at score, og dermed er holdet efter fire runder placeret midt i tabellen med seks point.

Det var ellers gæsterne, der startede bedst i Fredericia. Wessam Abou Ali havde et par halve chancer, og efter små 20 minutter burde Anders Klynge have bragt gæsterne i front.

Den unge fynbo blev spillet helt fri ved bagerste stolpe, men han sparkede langt over.

Midt i første halvleg kom hjemmeholdet bedre med og fik skabt et lille overtag uden for alvor at blive nærgående. I samme periode måtte SIF skifte en skadet Wessam Abou Ali ud med Sebastian Jørgensen.

Syv minutter før pausen kom Svenn Crone så til endnu en udmærket mulighed, men hans forsøg fra en spids vinkel blev reddet.

I stedet kom Fredericia foran lige inden pausen. Efter en omstilling stod Anders Holvad fri, og med et fladt skud sparkede den tidligere Kjellerup-spiller sit hold i front.

SIF satte sig straks på spillet igen fra anden halvlegs start, hvor Sebastian Jørgensen og Magnus Mattsson begge kom frem til gode muligheder.

Midt i anden halvleg var Sebastian Jørgensen igen tæt på at udligne, men den ellers så skarpe offensivspiller måtte se sit forsøg fra nært hold blive blokeret.

Derefter kneb det for SIF med at komme frem til de helt store muligheder mod et godt forsvarende Fredericia-hold, der hele tiden lurede på omstillinger.

Men et minut før tid brændte det igen på i værternes forsvar. Magnus Mattsson forsøgte sig fra kanten af feltet, men Fredericia-keeper Elias Rafn Olafsson fik skubbet bolden ud på stolpen.

Kort efter var indskiftede Emil Holten tæt på at udligne, men igen var hjemmeholdets målmand på plads.

Dybt inde i overtiden fik SIF-forsvaren Joel Felix, der startede inde for første gang for sin nye klub, så sin anden advarsel, og kort efter blev kampen fløjtet af.

Næste kamp for SIF er på onsdag, hvor pointløse Kolding tager imod på hjemmebane.