Musik som terapi: Fra depression til lyrisk klavermusik

SILKEBORG Pianisten Jacob Trautner inviterer mandag til en meditativ klaverkoncert i Jysk Musikteater. Det sker under overskriften »Fra depression til lyrisk klavermusik«.

Jacob Trautner har en lang karriere bag sig og har turneret landet rundt med bands, symfoniorkestre, teaterforestillinger og har medvirket i flere tv-udsendelser.

Men for mange år med en fyldt kalender medvirkede til, at han fik en depression i 2013. Dette startede en længere søgning efter at genvinde den musikalsk glæde og identitet og en trang til at komponere musik, der ikke skulle opfylde andres rammer.

Ved koncerten, som finder sted på bagscenen i Jysk Musikteater, vil Jacob Trautner åbenhjerteligt fortælle om musikken, om baggrunden, og hvordan det for ham næsten blev en terapeutisk proces at komponere musikken.