Hundredvis af hjemmesider hacket: Silkeborgenser tiltalt for 354 cyberangreb

En mand fra Silkeborg-egnen er tiltalt for at angribe en lang række hjemmesider ved at overbelaste deres servere. Motivet har været dyrebeskyttelse, siger anklagemyndigheden.

SILKEBORG En 25-årig mand fra Silkeborg-egnen er tiltalt for at have angrebet mere end 300 hjemmesider og gjort dem utilgængelige for besøgende i en periode.

Manden benyttede sig af såkaldte DDoS-angreb til at overbelaste hjemmesidernes servere, så de lukkede ned, og hjemmesiden ikke kunne tilgåes af brugere. Det skriver TV Midtvest.

Midt- og Vestjyllands Politi har ikke tidligere oplevet en sag om cyberangreb i denne størrelsesorden.

- Vi har ikke haft nogen lignende sager. De dukker op en gang imellem, men det her omfang er aldrig set før. Efter min overbevisning er det her den største sag, vi har haft i Danmark, hvad angår DDoS-angreb, siger specialanklager ved Midt- og Vestjyllands Politi, Ulrik Panduro, til TV Midtvest.

Ifølge anklageskriftet er han tiltalt for at have delvist planlagt og udført angrebene i forening med ukendte gerningsmænd, hvilket den 25-årige dog nægter.

Derudover vil specialanklageren i retten også nedlægge påstand om erstatning til ejerne af hjemmesiderne, der har lidt et økonomisk tab, og det kan løbe op i mange penge.

De i alt 354 forhold i politiets anklageskrift har alle en fællesnævner.

- Alle hjemmesiderne har noget med dyr at gøre. Den tiltalte havde et politisk motiv i og med, at angrebene havde noget med beskyttelse af dyr at gøre. Det har blandt andet været islandske og japanske hjemmesider for hvalfangst, som blev angrebet, siger specialanklageren.

Sagen skal for Retten i Viborg, men der er endnu ikke fastlagt en dato for retssagens begyndelse.