Mattsson sikrede flot SIF-sejr med hattrick

Mathias Hove Andersen 

Silkeborg IF rejste sig med en flot udesejr over Fremad Amager. Magnus Mattsson nettede tre gange

FODBOLD Silkeborg IF hentede søndag en overbevisende udesejr i Sundby Idrætspark, hvor Fremad Amager måtte se sig slået med 0-3. Magnus Mattsson scorede hattrick efter pausen og blev dermed den helt store helt for gæsterne.

Dermed rejste SIF sig i overbevisende stil efter midtugens 1-2-nederlag mod Viborg FF.

SIFerne sad på opgøret i indledningen, hvor gæsterne fik gang i det hurtige kombinationsspil, og der opstod pæne muligheder til Emil Holten og Sebastian Jørgensen, men i begge tilfælde fik Amager-keeper Jacob Pryts Larsen blokeret.

Magnus Mattsson, der virkede ganske veloplagt, kom også frem til en lovende mulighed, men SIF-profilen afsluttede lige på keeperen, og spilovertaget kastede dermed ikke et føringsmål af sig.

Som kampen skred frem, meldte Fremad Amager sig mere ind, men i det etablerede spil skabte hjemmeholdet ingen åbenlyse målchancer. Værterne forsøgte at true på dødbolde, hvor mange folk blev skubbet frem i SIF-feltet, men Jeppe Gertsen og Anders Hagelskjær lukkede fint af foran Oscar Hedvall i målet.

SIF spillede tålmodigt og forsøgte at finde åbninger i Fremad Amagers defensiv, og to gange inden pausen kom Sebastian Jørgensen frem til farlige skudmuligheder i feltet. SIF-topscoreren savnede dog præcision, og derfor var stillingen 0-0 efter de første 45 minutter.

Efter en begivenhedsløs åbning på anden halvleg var Fremad Amager tæt på at tage føringen i det 55. minut, hvor Reda Rabei kom frem til en fin skudmulighed ved SIF-feltet. Offensivspilleren tog sigte og sendte kuglen af sted mod det lange hjørne, men bolden gik lige forbi, og SIFerne slap med skrækken.

Efter en time fik gæsterne dog en gylden mulighed, da Emil Holten blev nedlagt i feltet. SIF-angriberen nåede lige at prikke bolden, inden han blev ramt af en tackling, og fra 11 meter skuffede Magnus Mattsson ikke.

Fremad Amager forsøgte at svare igen, men det gav plads til SIFerne, og efterfølgende var Svenn Crone tæt på at fordoble føringen, da han misbrugte en friløber.

Der kom dog aldrig tvivl om SIF-sejren, for i det 75. minut slog Magnus Mattsson til igen. Rasmus Carstensen spillede bolden tilbage i feltet, hvor offensivspilleren tog et enkelt touch og hamrede kuglen i nettet via undersiden af overliggeren.

I det 83. minut fik SIF-topscoreren så sit hattrick, da Emil Holten tog et godt træk ved baglinjen og fandt Magnus Mattsson i feltet. Med en resolut afslutning mod det lange hjørne blev Amager-keeperen udplaceret, og så sluttede det 0-3.

Med sejren avancerede SIF til tredjepladsen. Holdet har 18 point efter ni runder.